Børn designede bænke til andre børn og voksne


Når man venter på bussen er det rart med noget at sidde på. Eller lege på. Eller fjolle på. Eller måske klatre rundt på. Det er med disse tanker in mente, at to børn fra Billund kommune har designet to bænke, der nu står færdige ved busstationen ved Billund Centret.

Det er 11-årige Arina Prylipko fra Billund og 12-årige Daniel Hansen fra Hejnsvig, der har været de kreative bænke-magere efter et forløb hos CoC Playful Minds.

Arina Prylipko har lavet Hjertebænken – et abstrakt hjerte som bænk.

– Formen er god, fordi man sidder tæt og kan se hinanden – men uden at sidde for tæt – og selvom formen er et hjerte, er det altså ikke specielt en kærestebænk. Det kan også være en venindebænk, en mor-datterbænk, en far-babybænk, en mig og mine venner-bænk eller noget helt femte. Kærestepar er altså også velkomne, lyder det i beskrivelsen af bænken.

Daniel Hansen fra Hejnsvig er tit i Billund og kører ofte med bussen, så derfor ved han alt om at vente ved busstationen. Derfor har han designet en bænk, der er god at vente på specielt for børn.

– Den er særligt god til fangeleg, hvor fangeren står i midten og de andre skal krydse cirklen uden at blive taget. Egentlig var det tanken, at der skulle være et bål i midten, men det kan godt knibe med at man kan nå at slukke bålet, når bussen kommer, er meldingen.

Mens det er børnene, der står bag designet, er det Benny Nielsen Thomasen og Preben Thyrring Vestergaard fra Mand&Bil, der står bag byggeriet af bænkene. De sidste store skruer i de massive træstykker blev sat i i dag – og det har været en sjov proces, siger Benny Nielsen Thomasen:

– Børn har jo tit lidt mere krøllede hjerner end os voksne, så det har været noget anderledes end andre opgaver, smiler Benny Nielsen Thomasen.