Børn overtog chefstolen i Capital of Children

Asta Rathschau Nielsen og Mathias Pettersson var direktører for en dag i Capital of Children i anledningen af Kidstakeover-dagen. Foto: Capital of Children


To børn fra Billund kommune fik forleden på Børnenes Dag muligheden for at tage styringen i Capital of Children i Billund.

Anledningen var UNICEFs Kidstakeover-dag, der opfordrer alle børn herhjemme – og i hele verden – til at tage ordet. Og dét gjorde Asta Rathschau Nielsen og Mathias Pettersson fra BillundSkolen så, da de sendte direktør i Capital of Children, Charlotte Sahl-Madsen til København og selv overtog direktørstolen på Gammelbro i Billund.

– De unge direktører fik fortalt, hvordan Billund kan blive en bedre by i børnehøjde, hvad der er cool, og hvad der ikke er cool i Billund. De fik truffet beslutning om, hvordan næste seminar med Blachman bliver i børnehøjde, ligesom de også var i telefonmøde med Capital of Childrens bestyrelsesformand, Søren Brandi. De tre fik besluttet, at Capital of Children hvert år har et Kidstakeover, hvor 2 unge fra Billund Kommune inviteres ind og tager direktørpladsen, lyder den efterfølgende melding fra Capital of Children.