Bog & Ide og Legekæden på vej til Billund

Brian Hansen og Lene Haun er klar til at åbne butik i Billund til november. Privatfoto


Til november åbner der ny Bog & idé/Legekæden butik i Billund.

Det er ægteparret Lene Haun og Brian Hansen, der i forvejen driver samme type butik i Grindsted og Give, der glæder sig utrolig meget til at byde både nye og eksisterende kunder velkommen i deres nye lokaliteter.

Butikken bliver placeret på det nye Butikstorv lige midt i byen, som KIRKBI i øjeblikket er ved at færdiggøre.

– Vi er faktisk i flere år blevet opfordret af mange Billundborgere til at åbne butik i byen. Nu kom muligheden for at få den rigtige placering samt den rigtig størrelse butik, så derfor slog vi til. Vi har haft en meget positiv dialog og konstruktive forhandlinger med vores kommende udlejer KIRKBI, som nu har resulteret i, at vi kan få opfyldt vores drøm om at starte i Billund samt borgernes ønske om en boghandel og legetøjsbutik i byen, siger Brian Hansen.

Butikken bliver på 450 m2. dog inkl. lager og får beliggenhed i samme bygning som byens nye Gastropub lige overfor LEGO House. Butikken forventes at slå dørene op for kunderne i begyndelsen af november.