Borgerforslag: Drop togbanen til Billund

Arkivfoto


Et nyt borgerforslag, der blev lagt op på siden borgerforslag.dk i går, har til formål at få skrinlagt planerne om en togbane fra Vejle til Billund Lufthavn.

Bag borgerforslaget, der skal have tilslutning fra mindst 50.000 borgere for at kunne blive taget op i Folketinget, står blandt andet Martin Fogh Skovlyst fra Åst. Han er sammen med andre borgere kommet i klemme i togbane-sagen, fordi de nu på fjerde år lever i uvished om, hvilken linjeføring banen eventuel skal have. Men også fordi en bane til Billund har vist sig at blive en temmelig dårlig økonomisk forretning.

– Det er tydeligt for alle, at Billundbanen er et meget økonomisk urentabelt projekt, og selvom Banedanmark stadig skriver på VVM-rapporten, så kommer det ikke til at gøre projektet rentabelt. Faktisk skriver Banedanmark i deres foreløbige arbejdsnotat, som jeg har fået via aktindsigt, at Billundbanen vil være urentabel rent samfundsøkonomisk – selvom man kunne bygge den helt gratis. Altså hvis prisen var 0 kroner. Og i den beregning er alle tænkelige positive effekter som øget mobilitet, arbejdsudbud, turisme osv. medtaget, siger Martin Fogh Skovlyst.

Og netop det store spild af penge som Billund-banen ville være, bør få politikerne til at droppe alle planer nu. Derfor stilles borgerforslaget om at droppe banen nu:

– Når projektet er så stort et spild af penge, så synes vi i borgergruppen ikke, at der er nogen grund til, at vi skal gå i årevis og vente på, at der på magisk vis dukker nogle oliemilliarder op og borgerforslaget er derfor et forsøg på at få politikerne til at pille Billundbanen ud af Togfonden allerede nu, siger Martin Fogh Skovlyst.

Borgerforslaget kan ses – og eventuelt støttes – her.