Borgerlisten efterlyser nemt skorstensfejerskifte


Det bør være nemmere at skifte skorstensfejer i Billund kommune end det er i dag. Det mener Borgerlistens Ole Marcussen, der havde sagen på gårsdagens byrådsdagsorden. Og forslaget endte med at fylde langt det meste af mødet – for så blot at blive forkastet.

Ole Marcussen ønskede at sætte fokus på den nærmest middelalderlige ordning med at en skorstensfejermester stort set har opgaven med den kommunale fejning hele livet – eller i hvert fald til han/hun beslutter at droppe faget. Først dér kommer opgaven ud i fornyet udbud, og det er uholdbart, mener Ole Marcussen, for dermed har en nyetableret skorstenfejermester ikke en chance når først udbuddet har været ude.

Derfor bør det være nemmere for husejerne at skifte fejer, mener Ole Marcussen:

– Vi skal som borgere i Billund kommune have ret til at vælge, hvem vi ønsker, der skal feje vores skorstene, og der skal da også på dette område være en reel konkurrence – både på pris og kvalitet. Den nye skorstensfejer kan ikke få opkrævning via ejendomsskatten, men skal selv opkræve direkte ved kunden, og overflytningen er meget bureaukratisk, og man skal som borger afgive en række oplysninger, lød det fra Ole Marcussen (Borgerlisten).

Omend Borgerlisten fik opbakning fra de Konservative, så var der rundt om i salen ikke den store forståelse for problematikken om det besværlige i at skifte fejer:

– Det kræver blot at den enkelte husejer melder det til sin tidligere leverandør og kommunen, at man har valgt en ny skorstensfejer. Jeg har svært ved at se det kan gøres mere smidigt; man har lavet et skema, hvor borgeren med sin underskrift melder, at man ønsker at skifte, lød det blandt andet fra Venstres Ivar Nørlund, der var stand-in på udvalgsformandsposten for en sygdomsramt Per Nyhus (DF) fra Teknik- og Miljøudvalget.

Ved den efterfølgende afstemning om Ole Marcussens forslag om at få kigget på området og sikre en mere smidig overflytning, stemte 21 imod (Venstre, Socialdemokratiet og DF) mens 3 (Konservative og Borgerlisten) stemte for.