Borgmester glad for ny topplacering

Privatfoto


Det vækker glæde på rådhuset i Grindsted at Billund kommune igen snuppede en topplacering ved Dansk Byggeris liste over Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner i 2020.

Det er ottende gang Dansk Byggeri laver analysen og for ottende gang er Billund Kommune at finde i top ti i Danmark. Denne gang helt præcis som den tredjebedste erhvervskommune i Danmark.

– Vi blev nummer et 1 i 2019, i 2017 og i 2014 og vi har to andenpladser og nu også to tredjepladser, og samlet set kan vi slå fast, at Billund Kommune over årene er den mest erhvervsvenlige kommune i Danmark i forhold til Dansk Byggeris undersøgelse, og det er vi utrolig stolte over, siger Borgmester Ib Kristensen.

– Det er uden tvivl blevet langt sværere at blive nummer et, da rigtig mange kommuner satser målbevidst på erhvervsvenlighed og i forhold til de parametre Dansk Byggeri måler efter, men jeg noterer med stor tilfredshed, at vi igen i år er Danmarks bedste i forhold til rammevilkår på skatter og afgifter, siger Ib Kristensen.