Borgmesteren håber på genåbning af skoler og erhvervsliv


Der bliver ingen gradvis genåbning af nogle kommuner foran andre. Den melding fik landets borgmestre i dag på et Teams-møde med justitsminister Nick Hækkerup.

Blandt deltagerne var naturligvis også Billunds borgmester, Ib Kristensen.

– Der var ikke rigtig noget nyt under solen. Dét ministeren gik mest op i var udførelsen af test, og hvordan vi kommuner skal hjælpe med at foretage tests og smitteopsporing. Og det gør vi jo gerne, siger Ib Kristensen i en kommentar til dagens møde.

Derudover blev borgmestrene orienteret om at de ikke skal forvente den helt store genåbning, men snarere gradvist i etaper. Hvordan det kommer til at spænde af, skal regeringen og folketingets partier snakke om senere mandag. Men kommunerne fik besked om at de skal være klar til at teste eleverne i grundskolen fra på mandag hvis der gives grønt lys til at de ældste elever også kan komme tilbage.

Står det til Billunds borgmester, er der ingen tvivl om hvor genåbningen skal starte:
– Jeg håber vi snart kan få genåbnet skolerne helt og så vil jeg også gerne snart se erhvervslivet op at stå igen. På skolesiden har vi i Billund kommune ansat folk der er i fuld gang med at teste i institutionerne, og dermed også når skolerne genåbner, siger Ib Kristensen.

På erhvervssiden påpeger han det ulogiske i at bageren kan finde ud af kun at lukke fire kunder ind ad gangen, men at man ikke mener resten af butikkerne kan finde ud af det samme, siden de skal holde lukket, mens bageren ikke skal.

– Jeg er ikke i tvivl om at vi kan efterleve kravene om at spritte og holde afstand og ikke samles for mange, siger borgmesteren.