Bredt forlig giver flere penge til psykiatrien


Et bredt flertal i det syddanske regionsråd indgik mandag aften aftale om Region Syddanmarks 2019-budget.

Resultatet blev blandt andet flere mobile skadestuer i psykiatrien og akut psykiatrisk udrykningstjeneste. Derudover udbredelse af personlig medicin med skræddersyet behandling til kræftpatienter samt bedre introduktion og kompetenceudvikling til medarbejderne på sygehusenes fælles akutmodtagelser, medicinske afdelinger og i psykiatrien. Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Bag forliget står Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og løsgænger Marianne Mørk Mathiesen.

Samlet set står 39 af regionsrådets 41 medlemmer bag forliget. Enhedslistens to mandater er ikke med i forliget, men overvejer om de vil tilslutte sig.