Budgetforlig for budget 2020 og overslagsårene 2021-23


Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Borgerlisten, Radikale Venstre, Konservative og Lars Hansen har den 10. oktober 2019 indgået budgetforlig for budget 2020 samt overslagsårene 2021, 2022 og 2023. Forligspartierne er enige om, at aftalen er indgået under forudsætning af, at kommunerne under ét overholder aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Såfremt det ikke er tilfældet vil parterne genoptage forhandlingerne og søge at medvirke til, at kommunerne under ét er i stand til at overholde aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening for kommunernes økonomi i 2020.

 

Budget 2020

Fremtidens Legeplads kræver styr på fundamentet og blik for fremtidens udfordringer

Det er en god tommelfingerregel at rydde op på værelset, før man kan gå ud og lege. I overført betydning gælder det også kommunens økonomiske planlægning. Hvis der skal være plads til at udvikle og eksperimentere i fremtiden, handler det om at få styr på basis. Derfor har der også gennem de senere års budgetlægning været fokus på at holde fast i en økonomisk politik, så kommunen som helhed er tilstrækkeligt polstret til at modgå de bump på vejen, der utvivlsomt vil komme. Nogle af de bump kan allerede iagttages med et blik på indtægterne fra 2021, hvor effekten af tidligere skattenedsættelser og den centralt aftalte overgangsordning om en 2-årig udskydelse af en reduktion i bloktilskuddet indtræffer. For at følge den økonomiske politik har det derfor været nødvendigt at fokusere meget skarpt på de helt nødvendige prioriteringer.

Allerede ved sidste års budgetlægning var forligspartierne opmærksomme på, at det ville blive nødvendigt at kigge indad, hvis det skulle lykkes at finde et tilstrækkeligt politisk råderum. På den baggrund blev det besluttet at igangsætte en række servicetjek, der samlet set skulle bidrage med 12 mio. kr. Det er lykkedes at finde områder, hvor Byrådet ved en anderledes og skarpere prioritering kan reducere omkostningerne med 8,7 mio. kr. i 2020 og ca. 12 mio. kr. i de efterfølgende år. Udover servicetjekkene er der i de seneste beregninger fundet yderligere 3,1 mio. kr. i ledig serviceramme, hvilket betyder, at der er et samlet råderum på ca. 12 mio. kr. i 2020.

I forlængelse af det administrative servicetjek er parterne enige om, at der er behov for, at Teknik- og Miljøudvalget kigger på, om det er muligt at flytte administrative resurser fra Natur og Friluftsliv over til Landbrug og Grundvand, således at det matcher den politiske prioritering.

Udover servicerammen er der yderligere fundet initiativer, der begrænser overførselsindkomsterne på ca. 3,6 mio. kr. i 2020 og 7,2 mio. kr. i de efterfølgende år, og som dermed er med til at styrke kommunens likviditet. Forligspartierne er enige om, at det er nødvendigt at gennemføre denne omprioritering med henblik på at få råd til nye nødvendige initiativer på andre områder. I forhold til de anbefalinger, der ligger i servicetjekkene og som langt hen ad vejen er fulgt, er parterne dog enige om enkelte ændringer, der fremgår af de økonomiske oversigter, der er vedlagt som bilag til aftalen.

De senere års stærke fokus på en fast økonomisk politik er fortsat det fundament, der skal sikre, at Billund Kommune i fremtiden både kan levere service af høj kvalitet og udvikle kommunen. Gennem flere år har Billund Kommune haft et af de højeste anlægsniveauer i landet, når man tager hensyn til kommunernes størrelse. Selvom der fortsat er behov for mange investeringer, er det også nødvendigt at få jævnet investeringerne ud over en længere årrække, således at økonomien kan følge med, og Byrådet kan være i stand til at overholde de økonomiske målsætninger.

Umiddelbart er der ikke tale om et fald i anlægsinvesteringerne, men det vil være nødvendigt, at kommunens anlægsbudgetter på sigt normaliserer sig på et niveau, der er mere gennemsnitligt i forhold til de øvrige kommuner. På den baggrund er forligspartierne også enige om at se anlægsbudgettet i sammenhæng med den rullende 10-årige investeringsplan, der justeres i forlængelse af budgetforligets indgåelse, således at likviditeten også i fremtiden holder sig på det niveau, som Byrådet har besluttet sig for.

Fremtidens Legeplads er en helt ny vision for udviklingen af Billund Kommune. Selvom visionen i høj grad er en videreførelse af det, som tidligere byråd har sat som pejlemærker, er der også et langt mere tydeligt fokus på, at Billund Kommune skal tage sin del af ansvaret i forhold til FN’s verdensmål og ikke mindst forebyggelse af de truende menneskeskabte klimapåvirkninger. Det vil kræve nytænkning i forhold til den måde, Byrådet agerer på, og det stiller i høj grad krav til de investeringer, som Byrådet skal gennemføre i de kommende år. Hvis omstillingen skal lykkes, kræver det, at Byrådet er indstillet på at vise vejen med de fremtidige investeringer og initiativer.

Med en langsigtet økonomisk planlægning, der følger den økonomiske kurs, som Byrådet har udstukket, og hvor kommunen både er polstret til at imødegå nedgang i indtægterne og til at foretage de nødvendige investeringer i omstillingen til fremtiden, er forligspartierne enige om at gennemføre en række initiativer i 2020 og årene frem. Dog således at såfremt Folketinget via finansloven for 2020 tilfører resurser til et politikområde, der i forvejen er blevet tilgodeset ved budgetforliget, reduceres politikområdets budget med et beløb svarende til differencen mellem det beløb, der er tilført via budgetforliget og det beløb, der tilføres ved finansloven.

 

Konkrete initiativer i forbindelse med budget 2020:

Børneudvalget

Med henblik på at styrke det inkluderende arbejde i folkeskolerne afsættes der i alt 6 mio. kr. over tre år – 2 mio. kr. årligt – med det formål at opbygge viden og erfaringer med mere fleksible undervisningsformer, der kan være med til at øge forståelsen for inklusionsarbejdet og understøtte inklusionsarbejdet.

 

Der afsættes 2,65 mio. kr. årligt – 10,6 mio. kr. over budgetperioden – til specialundervisningen for børn i 4. – 6. klasse på specialskolen Chrysalis.

 

Der er enighed om, at rengøringsniveauet på kommunens folkeskoler skal hæves, hvorfor der afsættes 400.000 kr. årligt, således at de fem folkeskoler, der er omfattet af rengøringsudbuddet, kan få gjort rent to gange dagligt på toiletterne.

 

Partierne er enige om at tilføre daginstitutionerne 8 mio. kr. over budgetperioden, således at normeringen styrkes i børnehaver og vuggestuer, mens den andel forældrene skal betale, fastholdes på den nuværende andel. Det er vigtigt for parterne, at den høje andel af uddannet personale fastholdes, og i denne forbindelse er det vigtigt at pointere, at pædagogiske assistenter også er at betragte som uddannet personale.

 

Forligspartierne noterer, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i PPS pr. maj 2019 har imødekommet særligt skolernes behov for hurtigere sagsbehandling samt sparring ved, ud af eget budget, at ansætte en ekstra psykolog. Denne styrkelse af PPR er i tråd med Billund Kommunes prioritering af en tidlig og forebyggende indsats på børne- og ungeområdet. Forligspartierne ønsker at inddrage erfaringerne med styrkelse af PPR ved budgetforhandlingerne for 2021 med henblik på en drøftelse af en permanent styrkelse af PPR.

 

Vedrørende tandsundhed er partierne enige om ikke at gennemføre nogle af de foreslåede scenarier vedr. en ny struktur på området. I stedet er parterne enige om at bevare den nuværende struktur og tilføre yderligere 3,6 mio. kr. over budgetperioden med 0,6 mio. kr. i 2020 og 1,0 mio. kr. i hvert af de efterfølgende år til tandsundhed. Samtidigt arbejder Børneudvalget videre med – frem mod budget 2021, at komme med et alternativt forslag til, hvorledes tandsundheden kan styrkes yderligere i kommunen.

 

Voksenudvalget

Som følge af det stigende antal demente på alle kommunens plejecentre er der behov for at styrke medarbejdernes kompetencer indenfor området, hvorfor der afsættes næsten 3 mio. kr. over tre år.

 

Kommunen har en forpligtigelse til at sikre tilstrækkelige uddannelsespladser på social- og sundhedsområdet og medvirke til, at der også i fremtiden er kvalificeret arbejdskraft på området. På den baggrund oprettes der yderligere 10 praktikpladser, og der afsættes ca. 8,7 mio. kr. over budgetperioden.

 

Kommunen har ligeledes en forpligtigelse til at følge udviklingen til at udbrede telemedicin. På baggrund af de stigende udgifter afsættes der i alt ca.  960.000 kr. over budgetperioden.

 

På finansloven for 2016 vedtog Folketinget at tildele kommunerne en milliard kroner (kaldet værdighedsmilliarden) med det formål at gennemføre en særlig indsats på baggrund af en værdighedspolitik. De første tre år er pengene blev tildelt som et særskilt tilskud, men er fra 2020 overgået som en del af det almindelige udligningssystem. Parterne er enige om, at de 5,2 mio. kr. årligt, der er Billund Kommunes andel, forbliver på voksenområdet.

 

En tidlig indsats i forhold til reduktion i udgiften til sygedagpenge er en overordentlig, væsentlig faktor. For at understøtte en tidlig indsats og sikre 1. samtale indenfor de første 8 uger afsættes der 2,8 mio. kr. over budgetperioden, således som det er anbefalet i servicetjekket på beskæftigelsesområdet.

 

Der indføres en demografimodel på ældreområdet til at imødegå det stigende udgiftspres, der svarer til model 1 med korrektion for udviklingen i middellevetiden. Der er enighed om, at modellen skal fungere som et prognosticeringsværktøj til at vurdere den årlige økonomiske udvikling på ældreområdet. Tildelingsmodellen betyder for budgetperioden en tildeling på ca. 17 mio. kr. udover de øvrige midler, der er tilført området. Der er enighed om, at tildelingsmodellen vurderes hvert andet år.

 

Unge og Kulturudvalget

Antallet af unge med psykiske problemer er desværre i vækst, og i Billund Kommune er der konstateret et manglende tilbud til unge med mental mistrivsel. Med henblik på at etablere et intensivt forløb for denne målgruppe afsættes der godt 2 mio. kr. fordelt over budgetperioden.

 

Parterne er enige om at opfordre udvalget til at overveje, hvilke muligheder der er, indenfor den eksisterende ramme, for at styrke den udadvendte ”gadeplans” indsats med det formål, at indsatsen i højere grad er til stede i de perioder, hvor de unge færdes i miljøet.

 

Med henblik på at sikre at Billund Kommunes Museer også i fremtiden kan leve op til de kvalitetskriterier, der forventes som statsanerkendt museum, er det aftalt, at der afsættes 2 mio. kr. over budgetperioden til en forhøjelse af driftstilskuddet til Billund Kommunes Museer. Partierne er enige om, at man vil se positivt på, at tilskuddet anvendes til at styrke den faglige ledelse på museet.

 

 

Økonomiudvalget

Som en følge af erhvervsfremmereformen blev kommunerne pålagt at omprioritere erhvervsindsatsen fra erhvervsfremme til borgernær velfærd. Som følge af at der er planlagt en større indsats omkring iværksætteri i Billund Erhvervsfremme, er parterne enige om, at de 464.000 kr. årligt fortsat skal tilgå Billund Erhvervsfremme. Samme reform betød en øget udgift for Billund Kommunes vedkommende på 231.000 kr. årligt til de nye erhvervshuse. Dette beløb er parterne ligeledes enige om at afsætte på budget 2020 og årene fremover.

 

En tidligere planlagt besparelse på Byrådets møde- og repræsentationskonto viser sig ikke at kunne implementeres, hvorfor parterne er enige om at tilføre området 300.000 kr. årligt.

 

Generelt

Den nye politiske organisering, som Byrådet vedtog i forlængelse af sidste byrådsvalg, betyder, at beskæftigelsesområdet er blevet delt på to udvalg i forhold til forskellige målgrupper. For at sikre en øget politisk bevågenhed er parterne enige om, at Økonomiudvalget, Voksenudvalget samt Unge- og Kulturudvalget nedsætter et rådgivende politisk udvalg med det formål at undersøge mulighederne for at sikre en større grad af politisk forankring og indsigt i området. Et nærmere kommissorium for arbejdet aftales mellem de tre udvalg.

 

Parterne er enige om at undersøge mulighederne for at finansiere en styrket indsats på kontrolindsatsen gennem det provenu, der kan identificeres gennem en intensivering af indsatsen.

 

I forbindelse med Grindstedforureningen er der behov for at opprioritere kommunikationsindsatsen. Parterne er enige om, at der er behov for, at den nedsatte styregruppe prioriterer en mere proaktiv kommunikation omkring den politiske indsats, der sker for at rense op efter Grindstedforureningen. I denne forbindelse afsættes der 400.000 kr. i 2020 til at gennemføre trin 1. i kampagnen vedr. havevanding i de områder, der er berørt af forureningen.

 

Anlæg

Også i budget 2020 er der blevet plads til markante investeringer i fremtiden. I forhold til de forventninger, der var til fremtidige anlægsaktiviteter i budget 2019, er der enkelte anlægsprojekter, der er justeret økonomisk og tidsmæssigt, men generelt kan langt de fleste aktiviteter genfindes i det anlægsbudget, som forligspartierne er blevet enige om. I den forbindelse skal særligt følgende fremhæves:

 

Skoler og dagtilbud

Renoveringen af Hejnsvig Skole har hidtil været på budgettet. På baggrund af de nye oplysninger, hvor det er konstateret, at skolen er i væsentlig ringere forfatning end først antaget, og at renoveringsomkostningerne på den baggrund forventes at blive væsentligt højere, er parterne enige om at forhøje anlægsbevillingen til i alt 65 mio. i årene 2022-23 til etablering af en helt ny skole.

 

Parterne er enige om, at moderniseringen af Vestre Skole skal afsluttes før, der tages endelig stilling til udformningen af de fremtidige idrætsfaciliteter, herunder muligheden for en hal.

 

En kraftig stigning i tilflytningen til Billund by har nødvendiggjort etableringen af nye vuggestuepladser, hvorfor der er afsat 9 mio. kr. i 2020 og 4 mio. kr. i 2021 til etablering af 42 nye pladser.

 

Derudover er der fundet plads til fremrykning af renovering af Sdr. Omme Børnehave, således at dette arbejde påbegyndes i 2021 og afsluttes i 2022. Samlet set er der afsat 8,5 mio. kr.

 

Veje og trafik

Infrastrukturen i Billund Kommune er helt central, og anlægsbudgettet indeholder både initiativer i forhold til den nationale og regionale position, som Billund Kommune har i form af en overordnet mobilitetsplan samtidigt med, at der er afsat i alt 8 mio. kr. hvert år de næste fire år til renovering og etablering af cykelstier og fortove. Det er en markant forøgelse af de midler, der blev afsat i forbindelse med budget 2019. Der er også fundet midler til trafiksikkerhed, hvor puljen er blevet hævet med 1 mio. kr. til i alt 2 mio. kr. i 2020 bl.a. med henblik på at få skabt en trafiksikker rundkørsel ved erhvervsgymnasiet i Grindsted. Der afsættes 1,5 mio. kr. til lukning af tunnelen under Grindstedvej i Billund.

 

Byudvikling

Der er afsat midler til byudvikling i Billund by, hvor investeringstrykket er stort, og der derfor er store udgifter til de nødvendige kommunale investeringer ikke mindst i relation til færdiggørelsen af butikstorvet, hvor det vil være nødvendigt både med arealtilpasninger og anlægsarbejder, når byggerierne er færdiggjort. I Grindsted midtby er der løbende et behov for at understøtte og udvikle bymidten, hvorfor der fortsat er afsat midler her til.

 

I de mindre byer er der ligeledes afsat midler til områdefornyelse, der skal være med til at sikre udvikling af de fysiske rammer i byerne.

 

Derudover er der afsat i alt 40 mio. kr. over budgetperioden til indskud i landsbyggefonden, hvoraf en del af midlerne er disponerede til nye, almennyttige boliger. I Grindsted er der vedtaget en praksis for, at nye projekter, udover at etablere stærkt efterspurgte boliger, skal understøtte byomdannelse og forskønnelse af bymidterne; en praksis, der søges udbredt til hele kommunen.

 

Kultur og fritid

På kultur- og fritidsområdet er der afsat 9,5 mio. kr. til et nyt museumsmagasin samtidigt med, at investeringerne i et nyt museum ved Karensminde er fastholdt.

 

Af nye initiativer har det vist sig, at der er et stort behov for at få renoveret Billund Bad, hvorfor der er afsat 10 mio. kr. over budgetperioden til denne opgave, der ser ud til at blive relativt omfattende, men det er vigtigt for parterne at følge den økonomiske politik og sikre en høj standard på den eksisterende bygningsmasse før, der bliver investeret i nye anlæg.

 

Parterne er enige om, at besættelsessamlingen skal frem i lyset, og der er derfor afsat 750.000 kr. i 2020 til en særudstilling, hvor samlingen indgår.

 

Voksen

Nærbehandlingen skal så vidt muligt placeres i eksisterende kommunale bygninger under hensyntagen til en samlet plan for bygningsmassen i Grindsted. Forligspartierne er enige om, at der hurtigst muligt skal findes brugbare lokaler til formålet, og der afsættes 600.000 kr. i 2020.

 

Generelt

Hidtil har der været afsat en pulje til at imødegå forureninger i forbindelse med bygge- og anlægsopgaver med henblik på at undgå overskridelser på de enkelte anlægsprojekter som følge af uforudseelige udgifter til behandling af forureninger. Parterne er enige om, at i den udstrækning der fremover opstår udfordringer i forbindelse med forureninger i relation til bygge- og anlægsarbejde, skal udgifterne afholdes indenfor det enkelte anlægsprojekt.

Der er enighed om at undersøge mulighederne for at benytte garantistillelse for selvejende institutioner med det formål at lette de økonomiske forpligtigelser. De endelige principper drøftes og forelægges Økonomiudvalget og Byrådet til endelig beslutning.

 

Et politisk råderum – også i fremtiden

Forligspartierne er enige om, at det også fremadrettet vil være nødvendigt at arbejde med at få skabt et tilstrækkeligt politisk råderum. På den baggrund er parterne enige om at igangsætte servicetjek på følgende områder:

  • Familie- og anbringelsesområdet
  • Der udpeges yderligere to områder efter indstilling af 4 muligheder fra direktionen

Derudover fastholdes effektiviseringsstrategien, således at der også i fremtiden gennem investeringer på 2 mio. kr. skal findes 0,5% årligt på alle områder.

Forligspartierne har drøftet taksterne og er enige om, at disse justeres i overensstemmelse med de aftalte ændringsforslag og godkendes i forbindelse med 2. behandlingen.