Byens ældste bygning er nu blevet til REFBORG


3 måneders hårdt arbejde er nu ved en ende, og Refborg kunne i dag slå dørene op til et istandsat hotel fra top til tå, hvor bygninger, værelser, sale, restaurant og konferencelokaler er blevet opgraderet markant. Det tidligere Billund Kro er nu Refborg, der indholder Hotel, Spiseri og Butik i Billunds ældste bygning.

Refborg vil give gæsterne oplevelser i særklasse

Torben, Tommy og deres partnere går alle meget op i økologi og kvalitetsfødevarer, samt de øvrige elementer som vin, delikatesser, kaffe, the osv., der giver alle en ekstra madoplevelse. Det vil komme til at sætte sit præg på Refborg i fremtiden, hvor alle vil arbejde for at give gæsterne et godt ophold, og en god madoplevelse.

Spiseriet er hverken en restaurant eller en café, men nok mere et sted midt imellem. Vores tilgang er uhøjtidelig, men du kan regne med, at både du og maden har vores fulde opmærksomhed. Vi går op i, hvad vi laver, og om du synes om at komme her. Kort sagt: du kan forvente god betjening, god mad og samlet set en god oplevelse, der kan huskes, lyder det fra Torben Klovborg

Vi lægger stor vægt på anvendelse af bæredygtige råvarer, økologi og kvalitet i enhver tilberedning og betjening. Råvarerne finder sit udgangspunkt i sæsonen, og vi går langt for at finde de bedste varer og retter, så du kan blive positiv overrasket, fortsætter en tydelig stolt medindehaver Tommy Refshøj

Byens nye gourmet butik

I de nye lækre butikslokaler tilbyder Refborg nu bla. vin fra Sigurd Müller, specialøl fra Jacobsen og Nicolas Vahé, Naturfrisk sodavand, Søbøgaard saft, kaffe fra Møns kaffehus, te fra Kronborg, pålæg fra de bedste slagtere, Hopballe Mølle kyllinger, samt mange andre varer.

– Vi har vi lavet et lille hyggeligt hjørne, hvor du kan holde en pause blandt alle gourmet- delikatesserne. Rancillo er en af de bedste kaffemaskiner, du kan få. Den har vi købt, så du kan få byens bedste kaffe. Er du mere til en kold sodavand, en skøn kop te, en specialøl eller et godt glas vin, så serverer vi ligeså gerne det, fortæller Tommy Refshøj

Butikken slår dørene op første gang lørdag kl. 10:00