Byråd stemmer nej til at indgå lokalaftale med lærerforening

Modelfoto


Flere kommuner har valgt at indgå lokalaftaler med de lokale lærerforeninger, men sådan bliver det ikke i Billund kommune.

Socialdemokratiet i Billund Byråd havde ellers rejst sagen i byrådet i aftes, men et flertal i byrådet var ikke med på at lave lokalaftaler med Billund Lærerkreds.

Baggrunden for Socialdemokraternes forslag var, at det ved de centrale overenskomstforhandlinger for nylig ikke lykkedes parterne at blive enige om en ny arbejdstidsaftale for lærerne. Derfor gælder arbejdstidsloven fra indgrebet efter lockouten i 2013 stadig, og flere kommuner har derfor indgået lokalaftaler med de lokale lærerkredse. “For at genoprette tilliden og samarbejdet mellem lærerne og kommunerne,” som Socialdemokraterne skriver i deres forslag.

– Flere skoler har lavet aftale med lærerne om blandt andet forberedelsestid derhjemme, men der bør forhandles et centralt kompromis med den lokale lærerkreds – blandt andet noget der kan bruges til at tiltrække nye og gode kolleger til skolerne i Billund kommune, lød argumenterne fra partiets gruppeformand, Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup ved gårsdagens byrådsmøde.

Men der var ikke lydhørhed hos blandt andet borgmester, Ib Kristensen, som ikke mente noget havde ændret sig, siden selvsamme sag var oppe i byrådet for fire år siden – hvor et flertal vendte tommelfingeren nedad.

– På vores skoler har den enkelte tillidsmand og den enkelte skole sat sig sammen og aftalt, hvordan vi gør det på den enkelte skole. Det sikrer at vi i Billund kommune kan tilbyde gode og ordnede forhold, sagde Ib Kristensen (V) i sit indlæg forud for afstemningen.

Det endte med 10 stemmer for at indlede dialog med Billund Lærerkreds om en lokalaftale, mens 15 stemte imod. Imod stemte Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative samt de radikales Ulrich Kristensen.