Chef fyret efter lumre beskeder til ansat

PR-foto


En række stærkt seksualiserede snapchat-beskeder til en 18-årig kvindelig ansat på Gastropub, blev enden på ansættelsen af en chef på spisestedet midt i Billund.

Den 18-årige kvinde fra Billund offentliggjorde i går på facebook korrespondancen mellem hende og chefen – en korrespondance, hvor kvinden flere gange giver udtryk for at beskederne er upassende, men chefen bliver ved og ved med at sende seksuelle beskeder og billeder.

Efter offentliggørelsen af beskederne i går, skrev Billund Gastropub følgende på sin facebookside:

“Billund Gastropub er bekendt med et personligt opslag der i dag er blevet delt på de sociale medier omhandlende en personalesag. Episoden er yderst beklagelig og de involverede parter er mødtes ved flere lejligheder efterfølgende, bl.a. lige efter episoden. Vi har forståelse for at det er en episode som har påvirket de involverede og ønsker også offentligt at beklage dette. Vi beder dog samtidig om forståelse for vi ikke ønsker at kommentere denne personalesag yderligere.”

Men i dag kom der andre boller på suppen hos gastropubben, der meddelte at chefen nu er blevet fyret:

“Billund Gastropub ønsker med dette og informere om at den involverede chef ikke længere er ansat hos Billund Gastropub. Denne information er opdateret med samtykke fra den involverede, som beklager episoden på det stærkeste.”