Cindy fra Billund er klar med sit debutalbum

Cindy Chiche fra Billund har netop sendt sit debutalbum, Starstruck på gaden.


Det er sjældent at Billund Idrætscenter danner rammen om et release party – altså hvor musikere og bands fejrer, at der er kommet et nyt album fra dem på gaden. Men det er ikke desto mindre det der sker den 30. april hvor lokale Cindy Chiche vender hjem til barndomsbyen. Det seneste år har hun knoklet for at skabe sig et navn indenfor musikbranchen – og nu er et færdigt album klar.

Det hele begyndte da Cindy Chiche så en annonce på et musikforum på Facebook, og efterfølgende kom til audition hos AB Sound. Indehaver og manager Chris Blaize kunne tilsyneladende lide hvad han hørte, for i hvert fald endte det med en kontrakt med AB Sound:

– Målet er naturligvis, at jeg kan leve af musikken efter en årrække, så jeg 100% kan dedikere mig til det. Vi udgav som det første en single ”Heartbreaker”, som blev taget rigtig godt imod. Vi fulgte hurtigt op med ”Stop Calling My Name” singlen.  Herefter blev det til vores første spillejob i Bakkehuset i Ikast til et arrangement, der hedder Lokal Rock. Vi havde hyret nogle rigtig dygtige musiker, og det gik over alt forventning. Der var fuldt hus, smiler Cindy.

Derudover blev det til opvarmning for Sys Bjerre på Fermaten i Herning i sidste måned, mens det sidste af pladen blev indspillet og pudset færdigt. I lørdags blev albummet “Starstruck” udgivet digitalt på diverse streamningtjenester på nettet.

– Nu glæder jeg mig til Release Party og en mini-tour henover sommeren til diverse byfester og festivaler. Allerede nu skal jeg spille på Ikast Musik Liv og på Torvet i Herning i løbet af sommeren, fortæller Cindy Chiche.

Hun er glad for den opbakning hun møder og altid har mødt – også inden det kom så vidt som til et album.

– Jeg har altid haft nogle dygtige lærere, både på efterskole, musikskole og så videre. Men den lærer jeg nok har lært mest fra, er min sanglærer fra musikskolen i Billund, Signe Juhl, der har undervist mig i en række år. Jeg har også haft rigtig meget opbakning fra min familie og fra mine venner. De støtter mig og kommer til mine koncerter og kører mig frem og tilbage mange steder, siger den unge sangerinde.

For hende er og bliver Billund noget specielt:

– Jeg har boet i Billund i en årrække, og det er her, mit netværk er. Min familie, venner og skolekammerater har været en kæmpe støtte for mig igennem dette projekt, som kun lige er startet. Jeg boede i Nice i Frankrig til jeg var 10 år, men jeg har haft familie i Billund, da min mor er dansker. Derfor har jeg altid været i Billund på ferie forud for jeg flyttede hertil som 10-årig. Jeg har altid sunget og spillet musik, men det var da jeg kom til Billund, at det hele rigtig startede, fordi jeg begyndte at synge i bands og få undervisning. Jeg har også 5 rigtig gode venner fra Billund, som altid støtter mig og dukker op til mine koncerter, uanset hvor det er i Danmark, og det sætter jeg rigtig meget pris på. Billund er den by, hvor det hele rigtig startede, og derfor vil denne her by altid betyde noget for mig, siger Cindy Chiche.

Udover releasepartyet i Billund Idrætscenter næste lørdag, kan Cindy Chiche opleves i hjembyen i forbindelse med sommerens Challenge Denmark, Her optræder Billundpigen på scenen i midtbyen.