Citybois og Cisilia til Børnekulturdage i Billund

Sidste års succes med Internationale Børnekulturdage i Billund vender tilbage med både Citybois, Cisilia, streetfood & picnichygge, Regatta Rally, gadeteater, tunnelmaleri og fede making-aktiviteter


Ambitionsniveauet er hævet ganske betragteligt til anden omgang af Internationale børnekulturdage i Billund i slutningen af august. Første udgave af den tre dage lange event fandt sted sidste år, hvor mere end 3000 børn og deres familier bakkede op om kombinationen af Billund Handelsforenings traditionelle Torvedage og Billund Kommunes deltagelse i den fælleskommunale festivaluge, Trekantens Festuge.

Planlægningen af år 2 er lige nu i fuld gang – og ambitionsniveauet er hævet i forhold til at skabe den rigtige blanding af aktiviteter for både små og store, musikalske trækplastre og gode rammer for hyggeligt samvær på tværs af aldre og de mange nationaliteter, der er bosiddende i og omkring Billund Kommune.

Foreløbig ligger det blandt andet fast, at musikscenen får besøg af både Citybois og Cisilia lørdag, at Sofie fra Ramasjang laver danseworkshop fredag og at der kommer hele to teatertrupper til byen i løbet af weekenden.

På den kreative side vil der blandt meget andet være mulighed for at bidrage til et stort tunnel-maleri, deltage i kulturskolens vejviser-projekt, dyste i Regatta Rally i bækken eller at tage del i de mange aktiviteter i Cool Making-området. Og for de energiske er der også både volleyball og rollespilsdyst på programmet.

De internationale madboder og picnic/bålområde, som sidste år trak rigtig mange folk af huse, er også i år selvskrevet som hyggeligt centrum på festivalområdet ved BillundCentret.

Vi lærte rigtig meget af de første kulturdage. Blandt andet hvor meget god energi der er i at samle de mange kræfter, der arbejder for at gøre Billund by og kommune til et interessant og lærerigt sted at bo og være børnefamilie. I år har vi så hævet overliggeren med et program, som byder på endnu flere muligheder for lege, kreative udfoldelser, og samvær, siger Mette Højborg, der er direktør i Børnenes Hovedstad.

Når det er muligt at hæve ambitionsniveauet, er det først og fremmest på grund af de mange forskellige samarbejdspartnere, der har lyst til at bidrage til det fælles arrangement – lige fra idrætsforeningen, der arrangerer både bold- og rollespil, Billunds skoler, der samarbejder om et fælles efter-skoletids-arrangement fredag, biblioteket, der giver fuld gas på sit maker-space, handelsstandsforeningen, der både har torvedagshandel og madboder, og en lang række andre programpunkter. Men også fordi Billund Kommune har øremærket i alt 1,3 millioner kroner over de kommende tre år til at udvikle børnekulturdagene med blandt andet indslag, der kan give genlyd uden for kommunegrænsen.

De internationale Børnekulturdage var en forrygende succes sidste år. Det er et arrangement der passer perfekt med det, vi gerne vil i Børnenes Hovedstad, Billund med fokus på børnekultur men også med fokus på samarbejdet med byens øvrige foreninger. Og ikke mindst som vores bidrag til at styrke Trekantområdets Festuge med noget af det, vi er kendte for i Billund. Derfor er det også fantastisk, at vi i år har mulighed for at hæve ambitionsniveauet og tilbyde flere aktiviteter og nogle trækplastre, som vi ved, er populære, siger Klara Lyskjær Noer, der er formand for Børne- og Kulturudvalget i Billund Kommune og næstformand i Kulturregion Trekantområdet.

Internationale Børnekulturdage i Billund 26.-28. august 2016 arrangeres af Billund Kommune i samarbejde med Billund Bibliotek og Billund United, som er et samarbejde mellem Billund Handelsforening, Billund Friluft, Billund Idrætsforening, Billund Kulturskole, Connect Billund, Visit Billund, LEGO House, Billund Kommune, LEGO Fonden og Børnenes Hovedstad A/S.

Børnekulturdagene er en del af Trekantområdets Festival, som foregår i Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle kommuner 26. august – 4. september. Børnekulturdagene er udvalgt til særligt ”SPOT”-begivenhed i det store festivalprogram lørdag 27. august.