Danske håndboldmestre til Vorbasse

Arkivfoto


Torsdag den 25. august kan ligakvinderne fra Team Esbjerg opleves på tæt hold, når de danske mestre spiller træningskamp mod Ringkøbing Håndbold i Vorbasse Fritidscenter. Det er KFUM Håndbold i Vorbasse, der er lykkes med at skaffe tophåndboldkampen til byen:

– At de danske mestre kommer til Vorbasse, er jo helt fantastisk! Det har på en måde også givet os en større lyst til at gøre det her til en ekstra stor succes, siger Mathias Jensen fra Vorbasse KFUM Håndbold.

Han både håber og tror at arrangementet – omend det “blot” er en træningskamp – vil tiltale mange fra hele lokalområdet:

– Vi forventer at vi kan skabe en håndboldfest – og det er også vores mål. Det er også derfor vi har valgt, at vi ikke vil sætte billetprisen så voldsomt høj, siger Mathias Jensen. I stedet vil klubben forsøge at skaffe de fleste indtægter fra de lokale sponsorer.

Kampen mellem Team Esbjerg og Ringkøbing Håndbold fløjtes i gang i Vorbasse Fritidscenter, torsdag den 25. august kl. 19.