Danskerne vil med stolthed arbejde for LEGO

Det gamle hovedkvarter på Aastvej i Billund synger på sidste vers. Snart rives bygningerne ned for at give plads til et nyt, flot hovedkvarter. Arkivfoto: LEGO.com


Billund-virksomheden, LEGO, topper suverænt YouGov BrandIndex’ liste over varemærker, som danskerne ville være stolte over at arbejde for.

Med en score på 50,4 er der langt ned til nr. 2 på listen, Mercedes-Benz, som har en score på 36,6. I det hele taget er bilbranchen godt præsenteret på årets omdømme-liste. Ud over Mercedes-Benz er Audi, BMW, og Tesla med i top 10.

Hos LEGO glæder man sig over topplaceringen:

– Det er vi da selvfølgelig glade for. Vi vil gerne være en arbejdsplads, der tiltrækker de bedste medarbejdere, så den her placering ser vi som en stor anerkendelse, siger pressechef Roar Rude Trangbæk.

Udover LEGO er der et andet dansk klenodie i toppen over varemærker, som danskerne ville være stolte over at arbejde for, nemlig Bang & Olufsen, som får en 3. plads med en score på 35,2.

 

Grafik: YouGov