De unge skal være med til at udarbejde ungepolitikken

Mange af de der arbejde med de unge, var i sidste uge samlet til ungearrangement med workshops og indlæg ved Søren Østergaard, der er leder af center for Ungdomsstudier. Foto: Billund Kommune


Unge- og Kulturudvalget i Billund Kommune har besluttet, at Billund Kommune skal have en ungepolitik, der favner alle unge i Billund Kommune, og sætter en retning for udvikling af ungeområdet.

– Vi ønsker os en politik, der sætter retning, og vi vil fremfor alt have en politik, der er skabt i fællesskab med de unge og med alle de mange personer, der arbejder med og brænder for de unge, uanset om det er i Campus, i foreningerne eller i COC Playful Minds, siger Stephanie Storbank, der er formand for Unge- og Kulturudvalget.

Ca 70 mødte op da kommunen i sidste uge inviterede de der på et eller andet plan arbejder med unge til et fælles ungearrangement med workshops og indlæg ved Søren Østergaard, der er leder af center for Ungdomsstudier.

– Vi fik et inspirerende oplæg med pointer, der både gav genkendelse for os, der er forældre, men også stof til eftertanke og energi til de efterfølgende workshops, siger Stephanie Storbank.

Mandag den 16. september er det så de unge der kommer på banen til et stort ungeevent i Campus Grindsted.

– Vi har allerede spurgt grupper af unge, hvilke forventninger og drømme de har til et godt ungeliv, og hvad vi som kommune og deres skoler kan gøre for de unge og den 16. september får alle unge så mulighed for at komme med deres ideer og samtidig få en sjov oplevelse, siger Stephanie Storbank.