Den Jyske Sparekasse hopper med på Mobile Pay

Den Jyske Sparekasse med hovedsæde i Grindsted hopper med på den populære MobilePay-app og lægger an til at droppe Swipp.


Den Jyske Sparekasse med hovedsæde i Grindsted er på vej til at hoppe med på Danske Banks mobile betalingsløsning, Mobile Pay og dermed er der indledt et farvel til sparekassens egen pendant på området, Swipp.

Swipp forbliver operationel i en periode, som endnu ikke er endeligt fastlagt, hvorefter løsningen fases ud. Indtil da serviceres løsningen og kan benyttes af både privatkunder og erhvervsdrivende. Samtidig med etablering af MobilePay udnyttes den omkostningseffektive konto til konto-løsning fremadrettet. Dermed forenes det bedste fra begge verdener til glæde for kunderne og pengeinstitutterne.

Claus E. Petersen, adm. direktør i Den Jyske Sparekasse, glæder sig over, at der er fundet en løsning for Swipp, som tilgodeser såvel kunderne som pengeinstitutterne.

– MobilePay har skabt en stærk og brugervenlig platform for mobilbetalinger, som har vundet stor udbredelse inden for person til person-betalinger herhjemme. Nu konsoliderer vi samarbejdet i erkendelse af, at kunderne har talt, og vi har lyttet. Det nye partnerskab vil ikke alene styrke MobilePay i forhold til fremtidig innovation til gavn for brugerne. Det betyder også, at sektoren står styrket i forhold til store internationale teknologivirksomheder, der gerne vil ind på det danske marked. Med det store antal af danske pengeinstitutter, der nu bakker op om løsningen, er der grundlag for med stor styrke at udvikle og udbrede MobilePay – samtidig med at vi med konto til konto-infrastrukturen får mulighed for at gøre dette på den mest omkostningseffektive måde, forklarer Claus E. Petersen.