Det lokale boligmarked har været flyvende under corona


Mens flere markeder er gået i stå under coronakrisen, så kan det ikke siges om boligmarkedet. Det har siden den første nedlukning i marts været i flyvende form og faktisk er alle boligtyper i gennemsnit blevet solgt hurtigere under Corona, lyder meldingen fra ejendomsmæglerkæden.

Ifølge nye tal fra Boligsiden er der de seneste 12 måneder pillet knap 20 dage af salgstiden på ejerlejligheder og parcelhuse og samlet set kommer 2020 til at gå over i historien som et højst usædvanligt år og et år, hvor boligsalget har været det højeste nogensinde med over 100.000 bolighandler.

Det betyder at der mangler huse på markedet – og det er noget Nybolig Billund/Grindsted kan tale med om.

– Vi mangler i den grad emner på hylden. Der er væsentlig flere købere end der er sælgere. Vi har oplevet flere gange at der har været flere købere til det samme hus – det gælder både i Grindsted og Billund. Derudover er flere af de ejendomme, der har været til salg over en længere periode, også blevet handlet nu, og det viser, at der er flere nye købere på banen, siger medindehaver af Nybolig Billund/Grindsted, Lene Møller Kristensen.

Ifølge hende er der en simpel forklaring på aktiviteten i bolighandlerne:

– Corona har betydet, at mange har haft mere tid og været meget mere hjemme end normalt. Det har betydet, at flere er blevet meget mere opmærksom på deres behov og ønsker til deres bolig. Hvis man i fremtiden skal bruge mere tid hjemme f.eks. i forbindelse med arbejdet, så stiller det nogle andre krav til boligen, siger Lene Møller Kristensen.

Der er heller ingen tvivl om, hvad køberne i lokalområdet går mest efter i øjeblikket:

– Vi mangler huse i Billund og Grindsted mellem 1,5 og 2,0 mio., lyder det fra den erfarne ejendomsmægler.