Det lover godt for Grindsted Festuge

Vejrguderne er tilsyneladende milde stemt til årets festuge i Grindsted. Foto: DMI.dk


Skal man tro på DMI, så ser den 8. udgave af Grindsted Festuge ud til at blive en vejrmæssig fin én af slagsen. Festugen skydes i gang i morgen, onsdag, og fortsætter frem mod søndag. Kun lørdag vil der falde en lille smule regn, men ellers skulle det for det meste holde tørt festugen igennem.

Allerede onsdag først på dagen er der kræmmermarked i Festugeteltet på Nørretorv og om aftenen er der samme sted koncert med det lokale band Don’t Rush. Torsdag er der om formiddagen asfaltbal for de yngre børn, mens teltet om aftenen overlades til bankospillere til en gang Festugebanko. På fredag stiller diverse foreninger op til Foreningernes Festdag i Festugeteltet.

Det er blot et lille udpluk af de mange aktiviteter, der kan opleves i Grindsted, som i øvrigt også har besøg af et kæmpe internationalt marked. Man kan læse meget mere om festugen på arrangørernes hjemmeside.

– Det er superfedt, at folk i og omkring Grindsted gennem 7 år har taget så godt imod Grindsted Festuge – og vi håber og tror på, at den 8. udgave vil blive et brag af en fest for hele kommunen. lyder det fra Jan Paulsen, der er med i arrangørgruppen.

Sådan vurderer meteorologerne ved DMI at vejret bliver i Grindsted de kommende dage.
Sådan vurderer meteorologerne ved DMI at vejret bliver i Grindsted de kommende dage.