Det vælter ind med børnespillere i GGIF Håndbold

Foto: MAGION


GGIF Håndbold kunne i sidste uge byde medlem nummer 100 velkommen til træningen for U4-U8-spillere. Det er ny klubrekord ifølge klubben selv.

Trænerne for de unge spillere er dog ret beskedne, når man spørger om årsagen til succesen:

– Det er ikke trænerne, der har den store betydning for tilgangen af børnespillere. Det er i stedet børnenes lyst til at fortælle kammeraterne at de går til håndbold. Det er selvforstærkende, for så vil kammeraterne også, siger U8-træner, Bettina Eliseholm.

Et andet aspekt er de mange forældre, der er med på både banen og sidelinjen til træningen. De har et hyggeligt fællesskab, der smitter af på børnene og deres lyst til at komme, vurderer trænerteamet. Træningsfremmødet er på imponerende 90 % for de små poder.

Der er naturligvis altid plads til flere børn, selvom DJS Arena mildest talt summer af liv til træningen, der foregår fra kl. 17 om onsdagen. Der er ikke nogen, der er mere velkomne end andre, men flere drenge især i U8 årgangen er et stort ønske.

Den 3. februar er der stort håndboldstævne for børn i MAGION med mere end 40 tilmeldte hold.