Det vrimler med pensionsmillionærer i Billund

Foto: Ursula Bach


På bare fem år er der kommet næsten 14 gange så mange såkaldte pensionsmillionærer i Billund kommune i faggrupper som tømrere, lastbilchauffører og rengøringsassistenter. Altså borgere der har udsigt til væsentlig flere penge i deres alderdom, end deres forældre og bedsteforældre havde.

Siden 2013 er antallet af pensionsmillionærer i Billund kommune steget fra 18 til 244 i år, skriver PensionDanmark i en pressemeddelelse.

Udviklingen glæder adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen:

– Det betyder, at medlemmerne har udsigt til en økonomisk tryg alderdom. Man er ved at være i mål med det, man begyndte på for 25 år siden med de første indbetalinger til arbejdsmarkedspension – nemlig at sikre økonomisk gode pensionsvilkår for almindelige lønmodtagere og deres familier, siger Torben Möger Pedersen og betegner beslutningen om at indføre obligatorisk pensionsopsparing til alle lønmodtagere for ’den største socialpolitiske reform i denne generation’.