DF Billund: Vi skal smede, mens jernet er varmt

Henning Sejer Madsen, Dansk Folkeparti Billund.


Dansk Folkeparti i Billund har ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene efter torsdagens kanonvalg til partiet. En fremgang alene i Billund kommune på over 2600 stemmer kan ikke siddes overhørig – og det agter partiforeningen da heller ikke:

– Vi skal nu finde ud af hvad vi kan gøre for at få flere af dem der stemte på os ved valget, til også at støtte os økonomisk ved at melde sig ind i vores lokale forening. Vi skal smede, mens jernet er varmt, siger den lokale formand for DF Billund, Henning Sejer Madsen fra Hejnsvig.

Og jernet er rigtig varmt. Således stemte 5.306 af vælgerne i Billund på liste O i torsdags. Til sammenligning er der små 190 medlemmer af DF Billund – som dækker hele Billund Kommune.

Ifølge Henning Sejer Madsen overvejer lokalforeningen nogle kampagner for at få flere medlemmer:

– Op til valget tilbød vi dem, der meldte sig ind i vores forening, en flaske vin eller et DF-krus – måske vi skal gøre mere i den stil, siger Henning Sejer Madsen fra DF Billund.

 

Foto: danskfolkeparti.dk