Dobbelt dansk sejr i Challenge Denmark


Michelle Vesterby løb med pokalen på Challenge Denmarks halve distance for kvinderne, mens Chris Fischer slog personlig rekord og vandt herrernes fulde jerndistance.

I alt havde 1500 triatleter sat hinanden stævne i Herning og Billund lørdag til triatlonstævnet Challenge Denmarks debut. Det blev samtidig kulminationen på flere dage i sportens tegn i Midtjylland med sideevents for kvinder, børn og unge.

”Denne sejr er til min mand,” sagde Michelle Vesterby umiddelbart efter, hun havde passeret målstregen i Billund.
Starten gik tidligt i morges fra Fuglsang sø i hendes hjemby Herning, hvor hun sammen med sin mand – der samtidig er Race Director for Challenge Denmark – fik skudt en ægte triatlonfest i gang.

”Vi har set frem til denne dag i rigtigt lang tid, og det er så fedt at stå her i dag med så mange vindere. Både dem, der kom først over målstregen og alle de andre, der gennemførte enten den halve eller hele distance. Vi kunne ikke stå som vindere i dag uden den fantastiske indsats alle vores frivillige har ydet og uden støtten fra Herning Kommune, Billund Kommune og Sport Event Denmark,” siger Race Director, Claus Vesterby.

Triatlon kombinerer svømning, cykling og løb. Det er en sportsgren med vind i sejlene, og med Challenge Denmark har trisporten i dag for alvor markeret sig i det midtjyske. De 1500 triatleter startede med at svømme i Fuglsang sø i Herning og susede derefter mod Billund på cykel, hvor konkurrencen kulminerede med løb.

”Det er fantastisk at se, hvordan Challenge Denmark i debutåret formår at skabe en fest for både sporten og tilskuerne. Med Challenge Denmark har også Midtjylland fået en triatlon-event,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Tri-legender på besøg

Triatlonsportens helt store legender Chris ”Macca” McCormack, Thomas Hellriegel og Luc Van Lierde var også at finde blandt de startende ved Challenge Denmark i dag.

Den fulde triatlon distance består af 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42 km løb. I dag blev der afviklet konkurrencer på både den hele og den halve distance, men det var også muligt at dyste i hold – såkaldte relays – hvor tre deltagere deler disciplinerne mellem sig. Og det var netop, hvad de tre legender gjorde. Blandt relayholdene var også et hold fra Herning med Elo Christiansen som løber. Elo er til daglig sport event manager i kommunen og han glæder sig over et særdeles vellykket arrangement:

”Vi har efterhånden stor erfaring med at afvikle events i Herning, og jeg er tilfreds med, at vi igen i dag lykkedes med at få tingene til at klappe. Samtidig var rammerne helt fantastiske omkring den smukke Fuglsang Sø, hvor solen skinnede tidligt i morges. Det, tror jeg, var med til at give deltagerne den helt rigtige start på konkurrencerne.”

Som Herning er også Billund Kommune meget tilfredse med dagens event.

”Jeg er dybt imponeret over, hvor professionelt premieren på Challenge Denmark Billund-Herning er gennemført. Jeg har hørt adskillige fortælle om en dejlig rute, hvor der var styr på sikkerheden. Det er en kæmpe ros til de mange frivillige som jo også er debutanter,” siger borgmester Ib Kristensen fra Billund.

Vindere af Challenge Denmark 2015

Heldistance:

Mænd:
1. Chris Fischer, Viborg Atletik og Motion. 8:23:29
2. Dirk Wijnalda, Holland, 8:31:08
3. Anders Christensen, Aalborg Triathlon Klub 8:37:04

Kvinder:
1. Beate Goertz, Tyskland 9:22:28
2. Carolin Lehrieder, Tyskland 9:23:29
3. Jessie Donovan, USA, 9:33:28

Halvdistance:

Mænd:
1. Dirk Bockel, Luxemborg, 3:51:16
2. Thomas Strange, Odense Triathlon Klub, 3:52:12
3. Markus Fachbach, Tyskland, 3:52:45

Kvinder:
1. Michelle Vesterby, Odense Triathlon Klub, 4:19:32
2. Mary Beth Ellis, USA, 4:22:15
3. Catherine Jameson, Storbritannien, 4:27:04

Foto: Jesper Gronnemark