Elitesatsning skal bane vejen til Europa Touren

Arkivfoto af Nicolai Højgaard (tv) og Rasmus Højgaard (th)


Gyttegård Golf Klub starter nu ”Projekt Bonsai” der skal hjælpe unge golftalenter med at realisere drømmen om en professionel tilværelse på Europa Touren. Lokale virksomheder bakker op om ideen

Eliten har altid været en del af DNA´et i Gyttegård Golf Klub, og gennem tiden er der udviklet et hav af spillere, der har været og er højt rangeret i dansk amatørgolf. Nu har kræfter i klubben, med bestyrelsens opbakning, sat sig for at gå skridtet videre, og arbejde målrettet med et projekt, som skal klæde de største talenter på til også at kunne klare sig godt blandt de professionelle. Ultimativt på Europa Touren.

Projektet er døbt Bonsai efter den kendte, japanske dyrkningsmetode, og skal via en femårsplan indeholdende spillerpleje, omhu, tålmodighed, målrettethed og hårdt arbejde forme hele mennesker og hjælpe dem i mål med deres ambitioner om at blive en del af det professionelle game.

Klubben har pt. to spillere, Nicolai og Rasmus Højgaard, som med den rette træning og coaching vurderes at kunne nå endog meget langt, og de er begge blevet tilknyttet projektet. Strukturen med en klub bag individuelle karriereforløb er det første af sin art i Danmark, men kendes i f.eks. England, hvilket verdensstjerner som blandt andet Justin Rose og Ross Fisher har nydt godt af.

Teamet bag Bonsai er Gyttegård head pro Fredrik Johnsson, der er ansvarlig for den tekniske træning, Jacob Øhlenschlæger, der har DIF’s coachinguddannelse, en kandidat i idræt og som pt. er træner for det tyske badmintonlandshold, tager sig af mentaltræningen og desuden er Golfklinikken v/ Jakob Nees og Martin Lauridsen, begge fysioterapeuter med stor erfaring med netop golfspillere, tilknyttet i forbindelse med den fysiske træning. Ydermere er der en stab af folk, som tager sig af praktiske ting i forbindelse med projektet.

Lokale virksomheder bakker op

Forløbet er forbundet med en række omkostninger til f.eks. turneringsdeltagelse i såvel ind- som udland, træningslejre, mentaltræning, fysioterapi, eksterne trænere med mere, og i den forbindelse har der været afholdt præsentationsmøder med en række potentielle sponsorer. Foreløbig har to lokale virksomheder, Scandinavian Avionics A/S og Stansomatic A/S, valgt at bakke op. Desuden vil en del af omkostningerne blive afholdt at klubbens eksisterende elite budget.

Nicolai og Rasmus Højgaard er 15 år gamle og er i øvrigt tvillinger. I øjeblikket går de på BillundSkolen, og planen er, at de efterfølgende og sideløbende med projekt Bonsai vil tage en 4-årig gymnasial uddannelse. Gerne i Team Danmark regi hvis det er muligt.

Projektet er skudt i gang, og Højgaard brødrene har allerede været på den første træningslejr i Spanien, deltaget i turneringer, været omkring Golfklinikken og er i dialog med Jacob Øhlenschlæger.