En lille ny på vej

Indehaver af BillundOnline, Per Ahm (tv) og journalist Marianne Thorø glæder sig over lillesøsteren i Lyngby-Taarbæk.


Vi har sådan glædet os til at kunne fortælle jer at BillundOnline har en lillesøster på vej. Hele konceptet og setuppet med BillundOnline har vakt genlyd flere steder i Danmark, hvor folk i mediebranchen har nikket anerkendende til os, mens andre har skulet lidt ondt til os. Blot fordi vi har valgt at gøre lokale nyheder gratis, og på en måde der afviger markant fra ugeaviserne.

Flere steder fra har folk opfordret os til at lave et lokalt nyhedssite i netop deres by eller kommune, og på Vestkysten har en samarbejdspartner kopieret vores design og look. Men nu har vi sagt ja til at lave LyngbyOnline.dk med stærke lokale kræfter ombord. For det er jo hele humlen med vores online-koncept. At man har styr på – og er aktiv i – sit lokalsamfund.

Vi er stolte af at hjælpe LyngbyOnline.dk i gang og håber på lillesøster bliver taget godt imod af borgerne i Lyngby-Taarbæk Kommune.