En rigtig god beslutning

Arkivfoto


Et bredt flertal af folketingets partier vedtog med virkning fra 1. august 2014 en vejledningsreform, der blandt andet betød, at langt de fleste elever i de danske folkeskoler ikke længere skulle modtage anden vejledning end vejledning på nettet.

Det synes jeg er en dårlig ide, da jeg mener, at vejledningen er rigtig vigtig for at udfordre eleverne på deres uddannelsesvalg. På den måde kan man nemlig sikre sig, at eleverne træffer det rigtige valg i et svært valg mellem mange muligheder. Den ændrede opgave betød, at UU, der står for vejledningsopgaven, fik færre midler fra staten. Her i kommunen valgte de partier, der indgik budgetforlig for 2015, at tilføre UU i Billund Kommune de midler, som staten ikke længere kommer med.

Derfor kunne børne/kultur udvalget på udvalgsmødet i januar vedtage, at samtlige folkeskoleelever her i kommunen stadig vil blive udfordret på deres uddannelsesvalg ligesom, der bliver penge til en øget beskæftigelsesindsats for de unge. Eleverne i Billund Kommune vil således fortsat modtage vejledning hvilket blandt andet hænger rigtig godt sammen med at styrke Campus ligesom det giver god mening, at man i børnenes hovedstad, netop investerer her.

Jeg er rigtig glad for denne beslutning, da den netop er en investering i de unge, i vores fremtid. Beslutningen er således med til at støtte de unge således, at de kommer den rigtige vej igennem uddannelsessystemet og holder sig på arbejdsmarkedet.

Alt i alt en rigtig god beslutning der således er et godt element i budget 2015.

Kris Skriver
Byrådsmedlem og næstformand i Børne/kultur udvalget
Socialdemokraterne