Endnu en jobmesse skal besætte ledige stillinger

Martin Ebmark er udnævnt til direktør i Billund Lufthavnshotel ApS.


Står det til direktør på Zleep Hotel i Billund, Martin Ebmark, skal der én stor jobmesse til i fremtiden, hvis oplevelsesindustrien i Billund-området skal have besat alle de ledige stillinger hver sæson.

I januar gik LEGOLAND, Lalandia, WOW PARK og LEGO House sammen om at afvikle en jobmesse for at gøre sig lækre over for ledige i alle aldre, der ønsker job i branchen.

– Den messe ville vi gerne have været med på, men det kunne af en eller anden grund ikke lade sig gøre. Så nu vil jeg selv afvikle én den 25. februar – og så håber jeg vi alle kan være med til én stor jobmesse næste år, siger Martin Ebmark.

Han håber derfor alle i oplevelsesindustrien i Billund kommune, der har brug for ansatte her og nu eller til sommerferien, vil kontakte ham for at få en gratis stand til jobmessen den 25. februar.

Alene Zleep Hotel skal have 45 stillinger besat for at nå op på de forventede 80 ansatte til sommer.