Endnu en rekord i lufthavnen

Foto: Billund Photo


Maj måned gav mere end 300.000 rejsende gennem Billund Lufthavn. Det præcise tal på 306.368 passagerer er 5,6 pct flere end maj sidste år.

– Maj er en af de måneder, der har udviklet sig meget over de seneste år. For tre år siden var der ca. 250.000 passagerer, og nu er tallet over 300.000, siger lufthavnsdirektør, Kjeld Zacho Jørgensen.

Udenrigsruterne bidrog igen med hele væksten med 218.482 rejsende. Det er en stigning på 11,6 % eller 22.696 passagerer i forhold til samme måned sidste år.

– Der er stigning hos langt de fleste selskaber, og især Wizzair har et stærkt stigende antal passagerer, da de har introduceret nye destinationer i både 2016 og 2017. Men samtidig er det værd at fremhæve, at alle netværksselskaberne også oplever fremgang, hvilket viser styrken i det jysk-fynske marked. Langt de fleste flyrejsende foretrækker at flyve fra deres regionale lufthavn, såfremt de rigtige forbindelser er tilstede. Og det er nok det, vi ser i disse år, hvor der er kommet mange nye destinationer fra Billund Lufthavn. Det gør det ekstra spændende at arbejde intenst med ruteudvikling, hvor såvel de eksisterende som nye selskaber bidrager til det stigende antal rejsende, siger Kjeld Zacho Jørgensen

Mens udenrigstrafikken kan prale af fremgang, må charter- og indenrigstrafikken konstatere et fald i på henholdsvis 5,7 og 15,6 pct.