Endnu et flot resultat til Stafet For Livet i Filskov


Arrangørerne af den lokale udgave af Stafet For Livet, der traditionen tro finder sted i Filskov den første weekend i september, har nu fået betalt regninger og gjort boet op.

Resultatet blev, at de 650 deltagere på de 21 hold sammen med de 63 fightere sørgede for at sende 283.681 kroner videre til Kræftens Bekæmpelse. Beløbet er en klar forbedring i forhold til 2016-udgaven, som gav 239.000 kr.

– Vi kan også glæde os over, at en meget stor procentdel melder tilbage, at de gerne deltager igen i 2018, og endda er der allerede nye hold, som har meldt sig klar til en omgang stafet, siger formand for Stafet For Livet, Niels Pedersen fra Filskov, der således allerede nu glæder sig til at gå i gang med næste års Stafet.