Er dit pas stadig gyldigt?


Igen i år holder Borgerservice i Grindsted ekstra åbent to lørdage i maj for at imødekomme de mange bestillinger på pas.

Derfor opfordrer Borgerservice til at man lige finder sit pas frem fra gemmerne og tjekker om det skal fornyes i år. Hvis det er tilfældet, så er det en god idé at kontakte Borgerservice i Magion Biblioteket i Grindsted snarest muligt. Men erfaringen viser, at rigtig mange først opdager det snart ugyldige pas lidt for sent:

– Vi har ofte meget travlt op til sommerferien. Derfor holder vi, som en ekstra service, lørdagsåbent to dage i maj, for alle dem, som har svært ved at nå i Borgerservice i hverdagen. Der kan gå op til 14 dage, fra man henvender sig i Borgerservice, til man modtager sit nye pas, så det er en god idé at være ude i god tid. Og man skal huske på, at allerede når man booker sin ferie, skal man bruge sit pasnummer, siger teamleder for Borgerservice Lea Ahm.

Hun gør opmærksom på, at det kun er i Borgerservice i Magion i Grindsted, at man kan få lavet pas.

De ekstra dage der er åbent er lørdag d. 9. og 30. maj, kl. 10-13.