Erhvervspraktikanter kan afgøre Danmarks mest erhvervsvenlige kommune

Arkivfoto: Billund Photo


I disse dage modtager kommunaldirektørerne rundt om i landet et spørgeskema fra Dansk Byggeri, hvor de skal svare på otte spørgsmål, der er vigtige for erhvervsvenligheden. Spørgsmålene – eller rettere svarene – skal finde ud af hvilken kommune, der er Danmarks mest erhvervsvenlige set med Dansk Byggeris briller.

Sidste år blev Billund kommune slået med marginalafstand af Vejen, der løb med prisen som landets mest erhvervsvenlige kommune. Men i år er der kommet et nyt parameter til som kommunerne måles på:  der bliver nemlig spurgt til, om kommunerne sender eleverne i 7., 8. eller 9. klasse i erhvervspraktik.

– Vi ved, at vi i fremtiden kommer til at mangle faglært arbejdskraft, og derfor er det vigtigt, at kommunerne er med til at sikre, at eleverne får præsenteret hele paletten af erhvervsmuligheder. Det vil medvirke til, at deres lokale virksomheder også har adgang til tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft fremadrettet. Det er afgørende for de lokale virksomheders fremtid, og kommunernes folkeskoler spiller en afgørende rolle i forhold til at åbne de unge elevers øjne for erhvervsuddannelserne, siger Torben Liborius. der er erhvervspolitisk direktør  i Dansk Byggeri.

Kommunerne bliver målt på i alt 30 forskellige parametre, og ud fra dem findes Danmarks mest erhvervsvenlige kommune.

– Når en kommune er erhvervsvenlig, kommer det ikke kun virksomhederne, men i lige så høj grad også borgerne til gode. For når det går virksomhederne godt, skaber det både arbejdspladser og giver skattekroner til kommunekassen, som igen sikrer, at der er råd til velfærd. Glade virksomheder skaber grundlaget for en god kommune, siger Torben Liborius.

Dansk Byggeris analyse af kommunernes erhvervsvenlighed 2017 forventes at udkomme i løbet af sommeren.