Esport er også motion og at spise sundt

E-sport Grindsted har sit klublokale i MAGION i Grindsted. Privatfoto


Lokalerne er der, udstyret er der og nu er der også en decideret forening med tilhørende bestyrelse klar til at udbrede kendskabet til en af de hurtigst voksende sportsgrene i landet lige nu, nemlig Esport.

I den kommende weekend holder den nye forening, Esport Grindsted, åbent hus for at fortælle mere om sporten. Blandt andet for at gøre op med myten og fordommen om at Esport ikke bare handler om at sidde stille og spille computer med en pose chips og en cola ved sin side:

– Vi lægger vægt på at man som esport-spiller også skal have motion og spise sundt – og derudover vil kommunikation med hinanden også være et fokuspunkt, siger bestyrelsesmedlem i Esport Grindsted, Torben Hyldgaard.

Meningen med Åbent hus-arrangementet i weekenden er blandt andet at udbrede kendskabet til både sport og forening:

– Vi håber at få mange af de unge mennesker over 8 år, som sidder derhjemme og spiller og som ikke ellers er aktive, til at komme, siger Torben Hyldgaard.

Der er åbent hus i lokalerne i MAGION lørdag og søndag fra kl. 13-15 ligesom det også er muligt at komme forbi til en snak i foreningen mandag efter efterårsferien fra kl. 19-21.