Et døgn med spring, leg og hygge

Der blev øvet spring i springcentret til langt ud på natten. Privatfoto


Knap 100 børn og unge var i weekenden samlet til Springweekend i Billund Idrætscenter. Formålet var at få endnu mere springtid for at dygtiggøre sig indenfor gymnastik og spring – og naturligvis også det sociale aspekt og det anderledes ved at tilbringe en nat i hallen.

– Vi har haft et fantastisk døgn i Billund Idrætscenter med masser af samvær og hygge på tværs af aldersgrupperne. Der er blevet sprunget, grinet og eksperimenteret med forskellige spring og lege. Flere af gymnasterne fik rykket nogle grænser og rigtigt mange fik finpudset deres spring og kunne tilføje nye spring til deres repertoire, fortæller træner i BI Gymnastik Kirsten Helbo Willumsen.

Ifølge hende blev der sprunget til langt ud på natten blandt de store, mens de mindre snorkede om kap i hal 3.

Springweekenden er en årligt tilbagevendende tradition i BI Gymnastik.