Ét samlet rådhus sparer 3 mio om året på driften


Ganske vist løb Billund kommunes nye rådhus i Grindsted op i små 90 mio kroner. Men en del af beløbet blev dækket ind af salget af det gamle rådhus i Billund, der blev solgt for 38,5 mio.

I det lange løb kommer byggeriet dog til at tjene sig selv ind, vurderer embedsfolkene i kommunen, da der vil blive sparet en del på ikke længere at have kommunalt ansatte på flere matrikler. Godt 280 medarbejdere skal fremover dele de 6.200 kvm i Grindsted, hvor der før var tilsammen over 10.400 kvm fordelt på de to rådhuse i Billund og Grindsted.

Embedsfolkene regner med, at Billund kommune kommer til at spare op imod 3,1 mio om året i rengøring, el, varme, servicefunktioner samt kørsel med mere.