Besættelsessamlingen i Grindsted – Historien og samlingen

Foto: Besættelsessamlingen Grindsted / Billund Museum


Torsdag den 1. marts arrangerer Billund Kommunes Museer en spændende aften om museets store Besættelsessamling. De to grundlæggere af samlingen Alex Wraae og Peter Jessen kommer og fortæller om oprindelsen til samlingen på Vestre Skole i slutningen af 1970erne. Aftenen finder sted i mødelokale 2 på MAGION, Tinghusgade 15, klokken 19.30. Der er fri entré.

De to lærere Alex Wraae og Peter Jessen og elever på Vestre Skole startede samlingen som senere blev varetaget af forhenværende skoleinspektør på Vestre Skole, Erik Brandt Christensen. Siden slutningen af 1990erne har Besættelsessamlingen været i Billund Kommunes Museers varetægt.

Alex Wraae vil især fortælle om Besættelsessamlingen og dens historie, mens Peter Jessen vil fortælle om sin mangeårige ven Mogens Eeg Sørensen. Mogens Eeg Sørensen var en af grundlæggerne af modstandsbevægelsen i det nuværende Billund Kommune.

Sammen med rektor på Grindsted Kost- og Realskole, Mogens Høirup, læge, Børge Næsted og ingeniør på Grindstedværket, Arne Andreassen dannede de den første modstandsbevægelse i årene 1943-44. Desværre blev gruppen afsløret og mange af modstandsfolkene endte i Neuengamme ved Hamburg. Mogens Eeg Sørensen var en af dem, der kom hjem fra rædslerne.

I 2018 indeholder samlingen omkring 12.000 genstande, genstande samlet ind i en periode på mere end 40 år. Samlingen indeholder et bredt spektrum af blandt andet hverdagsting, aviser, dokumenter, fotos, illegale blade og bøger, våben samt unikke genstande fra Frøslevlejren og tyske Kz-lejre som Theresienstadt og Dachau.

Den Oscar nominerede film i 2016, ’Under Sandet‘, blev indspillet med flere genstande fra den store Besættelsessamling i Grindsted.

Kaffe og kage koster 25 kr. og kan bestilles ved tilmelding senest torsdag den 1. marts kl. 10.00