Færre turister koster indtægter for Billund Vand


Lukkede grænser og ingen LEGOLAND og Lalandia betyder manglende turister i Billund kommune, og det påvirker blandt andet forbruget af vand, varme og strøm i vores kommune.

Alene i Billund blev der i begyndelsen af april brugt ca 14.000 kubikmeter mindre vand i døgnet end på samme tidspunkt sidste år. Med den nuværende situation vil leverancerne af vand ved udgangen af juli ligge 20 pct. lavere end sidste år.

– Lavere vandforbrug betyder desværre også færre indtægter for os. Vi er selvfølgelig ikke i samme svære situation som de virksomheder, der primært lever af turister og nu må holde helt lukket. Men Billund Vand & Energi er sandsynligvis det vandselskab i Danmark, der er hårdest ramt, siger adm. direktør Ole P. Johnsen fra Billund Vand & Energi.

Situationen har naturligvis fået selskabet til at tilpasse økonomien alle de steder, det er muligt:

– Men mange af vores omkostninger er faste udgifter, så situationen kan desværre risikere at få betydning for vandprisen næste år. Lige nu arbejder vi på at finde så mange gode løsninger som muligt, så vores kunder kan undgå en negativ effekt fra de manglende turister, siger Ole P. Johnsen.

Billund Vand & Energi leverede sidste år 709 millioner liter vand – heraf tegnede de store turistattraktioner som LEGOLAND og Lalandia samt Billund Airport sig for 30 pct. af forbruget.