Femte omgang Fuckdale er klar til august

Flemming Marquardt og Janus Engelbrecht - Henrik Terp Kristensen var ikke til stede da fotoet blev taget - Foto: René Lind Gammelmark


Der er allerede nu godt gang i billetsalget til årets Fuckdale Havefest den 20. august. Det er femte gang, havefesten afvikles – også når vi tæller den virtuelle udgave med, der var under corona.

Udover initiativtager-trioen, Flemming Marquardt, Janus Engelbrecht og Henrik Terp Kristensen, er der knap 50 frivillige hjælpere tilknyttet havefesten:

– Uden den store støtte og hjælp kunne det ikke lade sig gøre at lave sådan et arrangement, fortæller Flemming Marquardt til Netavisen Grindsted.

Årets hovednavn er Den Danske Mafia, som egentlig var på plakaten i corona-udgaven, men parterne blev enige om at vente til det igen blev muligt med en fysisk udgave af festivalen. For ja, det kan vi vel efterhånden godt kalde det – selvom arrangørerne fastholder Havefest-delen:

– Fuckdale Havefest behøver ikke nødvendigvis at vækste, men det er vigtigt at Fuckdale Havefest hele tiden udvikler sig. Det er vigtigt for os, at både vores gæster, musikere og de frivillige får en god oplevelse. Vi ved ikke hvor historien om Fuckdale ender, men bare den bevæger sig, lyder det fra  fortæller Janus og Flemming samstemmende. Vi laver det her, fordi det er sjovt og det er en skøn ting at have sammen – og det har vi nu gjort i fem år og har brugt i 100-vis af timer på det, tilføjer Flemming Marquardt og Janus Engelbrecht.

Og allerede inden årets havefest er afviklet, har Janus Engelbrecht godt styr på 2023-udgaven:

– Når vi rammer dette års arrangement den 20. august 2022, vil vi starte salget af billetterne til næste års festival, hvor vi er klar med et næsten færdigt program. Hovednavnet til næste år er endnu ikke på plads. Fuckdale Havefest skal også have plads til upcoming-navne – også mindre kendte navne, som kan bruge Fuckdale som et springbræt. Vi har dog aldrig haft et stærkere program, end det vi har i år, siger Janus Engelbrecht.

Salget af billetter til Fuckdale Havefest sker via hjemmesiden.