Festlig og velbesøgt Owen Avden i Vorbasse

Arkivfoto


Fodboldkampen mod Bække blev vundet af Vorbasse i sidste minut på et straffespark. I det hele taget var festlighederne ved Vorbasse Fritidscenter tilsmilet af flere faktorer.

Vejret var dejligt, samarbejdet mellem Vorbasse Boldklub, KFUM Idræt og erhvervsforeningen gav rigtig mange muligheder for at lave sjove og spændende aktiviteter. Der var sumobrydning, stangtennis i ny version, forskellige slags boldbaner og ikke mindst en meget populær klatrevæg.

Mange af byens erhvervsdrivende havde bod med varer og konkurrencer. Kunne man slå tømmermesteren i at slå søm i, gav han en flaske vin. Det var der flere, der kunne. Nogen fik vist lidt hjælp. Andre have bestemt håndelaget i orden.

Børn havde bagagerumsmarked med deres legetøj og frisøren satte cartoonsfrisure. Der var meget at kigge på og deltage i, både for campingpladsens gæster og byens borgere. I alt 275 spiste i det store festtelt, som var lejet til formålet.

Formand for erhvervsforeningen Bent Pedersen fortæller, at arrangørerne har været rigtig godt tilfredse med dagen og synes, at det er meget praktisk at afvikle et fælles arrangement for erhverv og sport ved fritidscentret, hvor mange faciliteter, som sportspladser, krocketbane, toiletter, cafe og svømmehal findes og fritidscentret også kan inddrages ved bespisning af de mange gæster.

Foreningerne skal ikke tjene penge på dagen, men er godt tilfredse, når det blot løber rundt. Det koster jo selvfølgelig at leje de mange sjove boldbaner, klatrevæg og festteltet, derfor er arrangørerne glade for den støtte Vorbasse Fonden har ydet.