Filskov-dreng vinder DM i entreprenørskab


En virksomhed, der hjælper ugandiske kvinder med at sælge deres håndarbejde til hele verden. Det er den ide og virksomhed, der har sikret Nicki Grønkjær Jensen fra Filskov det danske mesterskab i entreprenørskab. Sammen med sine tre medstuderende fra Erhvervsakademi Aarhus har 31-årige Nicki Grønkjær Jensen etableret virksomheden ’Kale Nyabo’, hvilket betyder ’tak, frue’ på ugandisk.

Mødrene, som de studerende hjælper, laver smykker, tasker, salatbestik, kurve og andre accessories. Det køber de fire studerende og sælger videre online via Etsy.com og deres egen hjemmeside Kalenyabo.com til hele verden. Det er med til at sikre mødrene en stabil indkomst. Derudover går en del af virksomhedens overskud til forældreløse, afrikanske børn, der får betalt deres skolegang og lægehjælp.

Med prisen, der blev overrakt af Kronprins Frederik, følger en check på 50.000 kroner.

– Med de penge, vi har vundet, kan vi gøre rigtig meget godt, siger Nicki Grønkjær Jensen, der er tidligere student fra Grindsted Gymnasium og nu er i gang med en professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship på Erhvervsakademi Aarhus.