Filskov spiller sammen med Blåhøj

Arkivfoto


Filskov IF og Blåhøj IF har fra dette efterår indgået en samarbejdsaftale, der har til formål at fremtidssikre fodbolden for børne-, ungdoms- og seniorspillere i og omkring de to byer.

Målet er at tilbyde optimale forhold og derigennem fastholde medlemmerne i byerne på en måde, der giver mindst mulig kørsel til og fra fodbold. De to klubber stiller fra efterårssæsonen op under navnet Filskov-Blåhøj IF.

– Vi ønsker at skabe et godt fodboldmiljø, hvor glæde, tryghed, variation og tilknytning er nøgleord, og vi ser frem til at det nye samarbejde for alvor går i gang efter sommerferien, fortæller formand for Filskov IF, Henrik Arvad.

Ifølge ham oplever klubberne ofte ikke at have nok spillere til at stille hold på forskellige årgange, men det skulle gerne være slut med det nye samarbejde.

I forbindelse med samarbejdet er der nedsat et sportsudvalg, der består af tre repræsentanter fra hver samarbejdsklub, og de arbejder netop nu på de sidste detaljer, som ikke mindst handler om at nå til enighed om farverne på den nye spilledragt, som på sigt skal indgå i samarbejdet.