Flere dagtilbudspladser er på vej i Børnenes Hovedstad


De kommende ti år bliver der bygget op mod 1000 nye boliger i Børnenes Hovedstad, Billund, når Travbyen og de nye boligområder i Billund Syd og midtbyen står færdige.

Billund Kommune forventer, at antallet af børn i dagtilbudsalderen år stiger med 20 procent til 625 børn i 2034. Det sætter pres på antallet af pladser i byens dagtilbud, som ellers er øget ad flere omgange i år allerede.

Derfor går Billund Kommune nu i gang med at etablere en ny institution for vuggestue- og børnehavebørn. Men børnene kan ikke vente på, at første spadestik efter planen bliver taget i 2026. 60 midlertidige pladser oprettes derfor allerede i år. Pladserne forventes at kunne tages i brug omkring årsskiftet.

– Billund er jo en attraktiv by, hvor familier gerne vil slå sig ned. Derfor har vi prioriteret at investere i flere dagtilbudspladser på både kort og lang sigt, så vi skaber de bedst mulige rammer for Billunds mange børn, siger formand for Børne- og Familieudvalget, Bjarne Larsen.

På den korte bane bliver der som udgangspunkt oprettet 40 nye vuggestuepladser og 20 børnehavepladser i midlertidige bygninger. Kommunen er i dialog med Kirkbi A/S om at etablere de midlertidige pladser i Travbyen.

– Vi ønsker at placere de midlertidige pladser i et miljø, som også på sigt forventes at have behov for en daginstitution, forklarer Bjarne Larsen.

På lidt længere sigt er der afsat midler til i 2025 at udvide de midlertidige pladser til omkring 55 vuggestuepladser og 50 børnehavepladser samt en ny, permanent, integreret institution i Billund, som forventes at stå færdig i løbet af 2026.

Der er sat ca. 15 millioner kroner af til nye dagtilbudspladser. Det er en del af budgetforliget for 2023-2026 i Billund Kommune. Man kan læse mere om budgetforliget på kommunens hjemmeside, billund.dk/budgetforlig2023