Flere og flere turister overnatter i Billund kommune

Foto: Billund Photo


Helt nye tal fra Danmarks Statistik viser, at fra august sidste år til og med juli i år, er antallet af overnatninger på hoteller, vandrerhjem, feriecentre, campingpladser og lystbådehavne i Billund kommune steget med knap 18.000.

– Efter nogle år med rigtig flotte stigninger, er jeg glad for, at vi stadig kan holde kadencen. Stigningen viser, at de tiltag, som vi er en del af, er en succes, siger Lea Bennedsen, turismekoordinator i Billund Erhvervsfremme med henvisning til markedsføringsssamarbejdet, Legoland Billund Resort, der når ud vidt og bredt i ind- og udland.

Det er især flere gæster fra udlandet, der er årsag til stigningen, og i særdeleshed fra Holland, Polen og Tyskland. Der har været et lille fald i de danske overnatninger, men på trods af det, er turismekoordinatoren positiv.

– Jeg håber, at faldet betyder, at lufthavnen i Billund, har haft en stigning i antallet af rejsende, siger Lea Bennedsen.

Et hurtigt kig på landene de overnattende gæster i Billund kommune kommer fra fortæller at vi får stadigt flere gæster fra Belgien, Finland, Holland og Polen.