Flere piger skal kigge mod erhvervsuddannelserne

Bureaufoto


Hvad kan få flere piger til at vælge en teknisk erhvervsuddannelse? Det er det centrale spørgsmål, som Billund Kommunes nye projekt ”Flere piger i Erhvervsuddannelse” skal forsøge at finde svar på.

Baggrunden er, at der er meget få piger, som efter grundskolen går videre på en teknisk erhvervsuddannelse, og projektet har derfor samtidig som formål at skabe større interesse blandt piger for de tekniske erhvervsuddannelser.

Det er Ungeafdelingen, som er tovholder på projektet, der løber fra september 2021 til marts 2022. Projektet er støttet af Netværksforum for Uddannelse og Job, der er et lokalt forum for aktører på beskæftigelsesområdet i Billund Kommune.

– Vi vil gerne blive klogere på, hvad der afholder piger fra at vælge en teknisk erhvervsuddannelse, og hvad der skal til for at vække pigernes nysgerrighed, siger projektleder, Stine Ofelia Kildevang.

En af de store aktiviteter i projektet er en ”Pigecamp” for piger i 6. klasse. Campen holdes på Syddansk Erhvervsskole i Grindsted, hvor 40-50 piger fra 6. klasse over fire dage vil arbejde i grupper i et af skolens fire værksteder: Auto, el, tømrer og smed.

Pigerne vil blive undervist af faglærere fra Erhvervsskolen og ledsaget af klasselærere fra de deltagende skoler: Lynghedeskolen, Grindsted Privatskole og Hejnsvig Skole.

– Vi ser ofte, at der er mange af enten drenge eller piger på en bestemt uddannelse. I det her projekt er vi nysgerrige på, hvordan det kan være. Formålet er ikke at få en ligelig kønsfordeling på uddannelserne, men på at hver enkelt ung bliver udfordret og træffer et velovervejet uddannelsesvalg. Mange unge og deres forældre kender ikke til de mange videre uddannelses- og karrieremuligheder, som en erhvervsuddannelse kan give. Vi vil gerne udvide deres horisont og vise dem, at en teknisk uddannelse både udvikler de unges kreativitet, håndelag og læringslyst, siger Stine Ofelia Kildevang.

Projektet er finansieret af Netværksforum i Billund Kommune.