Flere udenrigspassagerer – nedgang i indenrigstrafikken

Foto: Billund Photo


Første kvartal sætter ny rekord i Billund Lufthavn. Med 257.152 rejsende i marts kommer første kvartal op på 679.341 passagerer. Det er 78.016 flere end samme periode sidste år og dermed en stigning på 13,0 %. Dermed er Billund Lufthavn godt på vej på rejsen fra at være en sæsonbetonet sommerlufthavn til en helårslufthavn med mange rejsende i alle måneder.

Traditionen tro er det udenrigsruterne, der skaber størstedelen af væksten. 188.731 rejsende er en vækst på 18,1 % svarende til 28.954 flere passagerer.

– Gennem de seneste år har vi haft stort fokus på at tiltrække helårsruter, der kan være med til at give de rejsende et godt tilbud i alle måneder og derudover give et solidt fundament for lufthavnens drift. Begge dele er med til at bidrage til at fortsætte væksten i de kommende år, siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Indenrigsruterne til København og Bornholm havde 8.195 passagerer, hvilket er en tilbagegang på 3,0 %.

Chartertrafikken havde 59.616 rejsende, hvilket er en fremgang på 8,2 %.

– Spanien er fortsat den helt store destination med flere end 30.000 rejsende. Samtidig ser vi, at Egypten og Marokko begynder at tiltrække danskere igen efter flere år med tilbagegang, siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Tilbagemeldingerne fra rejsebureauerne er gode og optimistiske, så det kunne tyde på, at fremgangen i chartertrafikken kan fortsætte hen over sommeren.