Flot debut til Billunds nye tumbling-hold

Med Billund Tumbling er der igen kommet konkurrencegymnastik på programmet i BI Gymnastik. Privatfoto


Ikke siden Grand Prix-gymnastik-dagene i halvfemserne har Billund Gymnastikforening haft gymnaster til konkurrencer. Men det er der lavet om på nu, hvor BI Gymnastik har etableret et såkaldt Tumbling-hold, hvor fokus er på gymnasternes kraftfulde spring på lange airtracks, hvor der altid springes bagud – aldrig forover. Hvert spring skal udføres med stor disciplin og nøjagtighed.

Således deltog 14 deltagere fra Billund Tumbling i weekenden i Power Series 1 FE Cup på Flemming Efterskole. To af gymnasterne, Jeppe Willumsen og Markus Steensen, kom i hver deres respektive finaler.

Siden det nye tumbling-hold startede sæsonen op er der kommet gymnaster til fra hele Billund kommune, ligesom også et par internationale børn har valgt at tage udfordringen op.