Flot resultat til Stafet For Livet – trods corona


Kræftens Bekæmpelse har netop godkendt regnskabet fra den lokale stafet i Billund Kommune.

Med et overskud på 462.599,39 kroner har stafetten endnu engang formået at præsentere et ualmindelig flot resultat. Beløbet blev torsdag aften præsenteret, da styregruppen bag var samlet for at se tilbage på 2021.

– Set i lyset af endnu et år, som var præget af corona og dermed forskellige restriktioner, så kan vi kun være meget taknemmelige for det opnåede resultat af denne stafetsæson nr. 8 af slagsen, siger formand for Stafet For Livet i Billund kommune, Niels Pedersen.

I det hele taget har teamet bag Stafet For Livet i Billund Kommune svært ved at få hænderne ned:

– Det er simpelthen en fantastisk opbakning, vi har mødt igen i år. Det er helt overvældende, og endnu engang har vi mærket den store opbakning fra de mange som er med når det gælder støtten til Kræftens Bekæmpelse, og jeg bliver så utrolig stolt af at mærke, at når det gælder, siger Niels Pedersen.

Stafetten blev afholdt en lørdag i september, og med baser i henholdsvis Billund og Grindsted, med diverse aktiviteter, og blev som det er sædvane afsluttet med den traditionsrige lysceremoni.

Håbet er stadig at kunne vende tilbage til de sædvanlige Stafet-rammer på Filskov Stadion til september 2022.