Flot sejr over topholdet

Arkivfoto fra da oprykningen til jyllandsserien var i hus. Privatfoto


Med en solid sejr på 33-18 over rækkens førerhold, Ry Håndbold, kravlede Grindsteds Jyllandsserieherrer i håndbold i weekenden op på tredjepladsen i rækken.

Hjemmeholdet var presset allerede før kampen, da forsvarsgeneral Simon Hansen sad ude med en fodskade.

– Drengene håndterede presset flot, og spillede sæsonens bedste angrebshåndbold i de første 30 min, hvor Emil Larsen og Thomas Theilgaard bankede boldene ind fra distancen, lyder det i en pressemeddelelse fra klubben.

Ved pausestillingen 18-7 var kampen reelt afgjort, hvilket også betød at 2.halvleg blev en rodet affære. Men alt i alt gjorde Grindsted-herrerne arbejdet færdigt og sikrede sig to point.

På grund af vinterferie går herrere nu ind i en længere kamppause og spiller således først næste gang  18. februar ude mod Rask Mølle.