Flyt dig med litteraturen

Foto: Billund Bibliotekerne


Bibliotekerne i Trekantområdet har ved hjælp af de fem sanser valgt at udfordre litteraturoplevelsen ved dette års festuge under navnet FLYTTERATUR.

Oplev forskellige aktuelle forfattere sætte musik til poesi, læse højt i mørke, tage dig med til Mars eller forkæle med kogebogs-romaner tilsat klassiske håndmadder og en teskefuld eskapisme.

I Grindsted tilbydes 2 spændende og meget forskellige arrangementer under dette års festuge og FLYTTERATUR:

Frokost med Anne Marie Mai og Johannes V. Jensen
MAGION Biblioteket – Cafemødelokalet
Mandag den 26. august kl. 11.00

Anne-Marie Mai, professor i dansk litteratur på Syddansk Universitet, vil med udgangspunkt i Johannes V. Jensens digt ’Ved frokosten’ (1906) fortælle om mad som tema i dansk litteratur, både i klassikerne og i nyere danske romaner. Undervejs vil vi forkæle smagsløgene med nogle af de fire stykker smørrebrød, som Johannes V. Jensen beskriver i digtet. ’Et stykke med æg og sild, et stykke med steg, et stykke med rullepølse og et stykke med ost’

Billetter koster 80 kr. og inkluderer lidt til ganen også. Billetter til arrangementet i Grindsted kan købes på billundbib.dk/frokost

Flyt til Mars v. Michael Linden-Vørnle
Grindsted Kino
Fredag d. 30. august kl. 11.00

Astrofysiker Michael Linden-Vørnle udfordrer bevægelsen, når han stiller spørgsmålet “Skal vi flytte til Mars?”

Astrofysiker Michael Linden-Vørnle tager os med til Mars, den ene af Jordens naboplaneter og den planet i Solsystemet, der minder mest om Jorden. Til foredraget giver Michael sit bud på, om vi kommer til at kolonisere Mars i en nær fremtid, og hvad det kræver for mennesket at leve i et så udfordrende og ubeboeligt miljø.

Efterfølgende viser vi i samarbejde med Grindsted Kino filmen ”The Martian” med Matt Damon i hovedrollen. ”The Martian” handler om astronauten Mark, der bliver efterladt alene på Mars. Den uheldige astronaut skal forsøge at overleve på basen, rationere føden og forsøge at komme i kontakt med NASA, der befinder sig 225 millioner kilometer væk.

Arrangementet er gratis, men kræver billet. Billetter til arrangementet i Grindsted kan bestilles på billundbib.dk/mars