Flytning sender VisitBillund ud i tuk-tuk’en

Foto: VisitBillund


Når turistsæsonen går i gang i Billund igen til foråret, så vil der ikke længere være en fysisk “butik” som turisterne kan besøge for at få information om byen. Derimod kan de få al den information de har brug for i VisitBillunds lille grønne tuk-tuk, der igen til næste år vil køre rundt i Billund.

– I dag er det de færreste, der rent faktisk benytter sig af en fysisk turistinformation, der er placeret ét sted. Langt de fleste bruger nettet for at søge den information, de har brug for om en feriedestination. Så for os er det ikke nødvendigt at have en medarbejder siddende fra 9-16 i en fast lokation, siger Hans Peter Folmann, der er direktør i Billund ErhvervsFremme.

Netop Erhvervsfremme-kontoret påtog sig for nogle år siden opgaven med VisitBillund fra Billund Kommune – en opgave kommunen har bedt dem fortsat at varetage frem til nytåret 2020/21.

Det betyder, at når Billund ErhvervsFremme inden så forfærdelig længe rykker ud i et nyt iværksætterhus på Kløvermarken sammen med blandt andet CoC Playful Minds, så vil det eneste umiddelbare synlige tegn på VisitBillund være den mobile turistinformation i form af den lille grønne tuk-tuk, der har kørt rundt i gadebilledet de sidste par år.

Den gør til gengæld også god gavn. Alene i denne sæson har henved 1800 turister henvendt sig i tuk-tuk’en.